Inden hjemrejsen...

Så er det snart tid til, at jeg skal hjem til Danmark igen. Hold da op, hvor er tiden gået stærkt.  

Det er lidt som om, at mit ophold her har været delt op i perioder. Den første tid, da vi kom herned, praktikken omkring workshoppen og selve det at bo her, og så tiden efter Thailand, som mest har gået på at få praktikken overstået, ordnet de sidste ting og tankerne om at nu, er jeg snart hjemme i Danmark igen. Jeg synes også at mit savn til alle og det hele derhjemme, er blevet forstærket, og lige nu kan jeg slet ikke vente med at komme hjem. Hjem til alt det vante eller gøre det til det vante igen.

Men jeg tror også at det bliver mærkeligt at komme hjem igen. Jeg skal hjem til mit liv i Danmark og sige farvel til mit liv i Vietnam. Meget underlig fornemmelse. Kan allerede mærke nu, at jeg kommer til at savne at være her. Til at savne alle de skønne mennesker her og alle de dejlige børn og lærerinder fra mit praktiksted.

Det er været helt fantastisk at være her i Vietnam. En stor udfordring, men jeg har nydt det i fulde drag.  Har oplevet så meget, som jeg aldrig vil glemme. Det er en dejlig følelse :)

Dette indlæg er det andet sidste indlæg, vi skal skrive her på bloggen, som er et krav fra seminariets side. De stiller en masse spørgsmål, som jeg egentlig finder lidt svært at overskue lige nu, men må jo lige gøre et forsøg.

I mit ophold her i Vietnam har jeg oplevet lidt af hvert, som jeg nok aldrig ville have oplevet derhjemme. Mit ophold på Sao Mai har været en stor spændende udfordring, hvor jeg har stået i dilemmaer, som jeg både har løst på gode og dårlige måder. Her har der ikke været nogen nedskrevne måder at løse dem på, men jeg har fulgt, hvad jeg har troet, har været den rigtige måde i det givne øjeblik. Alt det jeg har vidst om mig selv og om, hvordan jeg synes tingene hænger sammen eller skal hænge sammen, har jeg brugt i alt det, jeg har været igennem. Og vi har brugt hinanden meget, når vi har stået i problemer og dilemmaer. Michelle har nok været hende, jeg har brugt mest. Tror ikke vi kunne have undværet hinanden.

Et af de største dilemmaer jeg har stået i på Sao Mai er nok, at jeg mange gange har været vidne til, at lærerinderne har slået børnene. Dette strider så meget imod det, jeg finder rigtigt og det jeg ved derhjemmefra. Men jeg har måtte se på det fra en anden side, fra lærerindernes side. Set hvordan de også blir frustrerede over deres hverdag og de mange flere krav, de har her ens os. Og set, hvordan det stammer fra deres kultur. Det har været en stor udfordring at acceptere, men har også lært mig, hvordan en kultur er anderledes end min egen, og at jeg ikke kan ændre på den, bare fordi vi ikke gør sådan i Danmark. Kultur har været det jeg har lært en stor del om eller, hvordan en kultur er anderledes end en anden. At man skal acceptere og respektere andres kultur, selvom den strider mod ens egen. Men også hvilke gode forskelle der er, som vi kan lære fra hinanden. Og selvom der er mange ting vi ikke bare lige kan ændre på, så har det været helt fantastisk at være på Sao Mai. Også selvom det har været hårdt. Det er nogle dejlige børn og søde lærerinder, som jeg kan mærke, at jeg vil komme til at savne.   

Hvis jeg skal skrive, hvad jeg har lært om mig selv, kan jeg allerede mærke en masse, men alligevel er det svært at sætte ord på, men prøver nu alligevel.

Hmmmmm...

Jeg synes, jeg har fået lidt mere tålmodighed og lært mere, hvordan jeg skal håndtere det hele, når jeg bliver frustreret. Ikke lade det hele falde sammen, men finde en løsning.
Jeg har lært eller er stadig ved at lære, at der hele tiden, er udvikling i det man gør og oplever. Jeg synes, jeg kan mærke, at jeg er blevet bedre til at tage tingene med ro, og som de kommer. Jeg er blevet meget mere bevidst om, hvor mine grænser går. Lært at rykke mine grænser eller stå ved dem i forskellige situationer. 
Jeg tror, at hvis jeg var blevet hjemme fra Vietnam, ville jeg stadig have rykket mig og lært en masse, men på en anden måde end her. Her har jeg været ude i situationer, som jeg ikke ville kunne derhjemme. Jeg tror, forskellen er, at her reflekterer jeg meget mere over mig selv, end jeg ville have gjort derhjemme. Jeg har jeg været nødt til at finde andre måder at tænke på og løse tingene på. Det tror jeg har været en stor del af min udvikling.

Jeg tror, det har påvirket mig meget bare at være her i Vietnam. Det at være så langt væk fra det man kender og dem man elsker og holder af, er noget af det sværeste, men har stadig været godt at prøve. Jeg har fundet ud af, at jeg kan, og jeg har gjort det kun for min egen skyld.

Om mit menneskesyn har ændret sig det ved jeg ikke, men det har det egentlig nok, nu jeg tænker mig om. Jeg tror, jeg har lært at se kulturen bag et menneske, hvis det giver mening. Set hvor iboende en kultur er og lært at acceptere, at det er sådan, og det bare ikke lige kan ændres.

At skrive alt det her sætter mange tanker i gang og kan godt blive en lille smule forvirrende at tænke på, når det der egentlig fylder mest er, at jeg snart skal sige farvel til Vietnam og hjem til Danmark. Tror at jeg kan se mange flere ting, når jeg engang er kommet hjem og har fundet mig til rette igen. Så tror jeg at tankerne omkring det hele bliver tydeligere og den egentlige selvrefleksion begynder.

Så jeg vil slutte her med at skrive et farvel til Vietnam med en lidt mærkelig og underlig fornemmelse i maven og en klump i halsen.

Farvel til et udfordrende og helt fantastisk liv her. Jeg er sgu stolt af mig selv, at jeg har klaret det!

Vi ses i Danmark. J