Efter hjemkomsten...

Så har jeg været hjemme et stykke tid nu. Havde fuldstændig svedt ud, at jeg skulle skrive et efter hejmkomst - indlæg her på bloggen. Jeg har været meget travlt optaget af at være hjemme igen. ;-)
Jeg har det rigtig godt med at være hjemme igen. Det er så dejligt at være sammen med min familie og venner igen, og se at de stadig er de samme, efter jeg har været ude at rejse.

Når jeg tænker tilbage på Vietnam kan jeg godt savne den der uafhængighed man havde ved at være i et andet land helt på egne ben.
Lige i starten da jeg kom hjem, tænkte jeg ikke så meget på Vietnam. Men nu er vi gået igang i skolen igen og med en masse eksamensopgaver, så her bruger jeg Vietnam rigtig meget. Jeg har fået en masse viden med fra Vietnam af som jeg kan bruge i min udvikling og i de opgaver jeg laver som pædagog. Jeg sammenligner meget mine oplevelser i Vietnam i forhold til Danmark. Jeg synes at mit Vietnamophold har givet mig en masse nyt og spændende at tænke over og tage stilling til i forhold til min uddannelse til pædagog.

Men nu vil jeg bare skrive et lille farvel og et tak fordi i har læst med på min blog :-) det har været dejligt, at der er en masse, der har fulgt med i mit liv i Vietnam.

Ha det rigtig skønt og nyd hver dag der går :-)

  

Inden hjemrejsen...

Så er det snart tid til, at jeg skal hjem til Danmark igen. Hold da op, hvor er tiden gået stærkt.  

Det er lidt som om, at mit ophold her har været delt op i perioder. Den første tid, da vi kom herned, praktikken omkring workshoppen og selve det at bo her, og så tiden efter Thailand, som mest har gået på at få praktikken overstået, ordnet de sidste ting og tankerne om at nu, er jeg snart hjemme i Danmark igen. Jeg synes også at mit savn til alle og det hele derhjemme, er blevet forstærket, og lige nu kan jeg slet ikke vente med at komme hjem. Hjem til alt det vante eller gøre det til det vante igen.

Men jeg tror også at det bliver mærkeligt at komme hjem igen. Jeg skal hjem til mit liv i Danmark og sige farvel til mit liv i Vietnam. Meget underlig fornemmelse. Kan allerede mærke nu, at jeg kommer til at savne at være her. Til at savne alle de skønne mennesker her og alle de dejlige børn og lærerinder fra mit praktiksted.

Det er været helt fantastisk at være her i Vietnam. En stor udfordring, men jeg har nydt det i fulde drag.  Har oplevet så meget, som jeg aldrig vil glemme. Det er en dejlig følelse :)

Dette indlæg er det andet sidste indlæg, vi skal skrive her på bloggen, som er et krav fra seminariets side. De stiller en masse spørgsmål, som jeg egentlig finder lidt svært at overskue lige nu, men må jo lige gøre et forsøg.

I mit ophold her i Vietnam har jeg oplevet lidt af hvert, som jeg nok aldrig ville have oplevet derhjemme. Mit ophold på Sao Mai har været en stor spændende udfordring, hvor jeg har stået i dilemmaer, som jeg både har løst på gode og dårlige måder. Her har der ikke været nogen nedskrevne måder at løse dem på, men jeg har fulgt, hvad jeg har troet, har været den rigtige måde i det givne øjeblik. Alt det jeg har vidst om mig selv og om, hvordan jeg synes tingene hænger sammen eller skal hænge sammen, har jeg brugt i alt det, jeg har været igennem. Og vi har brugt hinanden meget, når vi har stået i problemer og dilemmaer. Michelle har nok været hende, jeg har brugt mest. Tror ikke vi kunne have undværet hinanden.

Et af de største dilemmaer jeg har stået i på Sao Mai er nok, at jeg mange gange har været vidne til, at lærerinderne har slået børnene. Dette strider så meget imod det, jeg finder rigtigt og det jeg ved derhjemmefra. Men jeg har måtte se på det fra en anden side, fra lærerindernes side. Set hvordan de også blir frustrerede over deres hverdag og de mange flere krav, de har her ens os. Og set, hvordan det stammer fra deres kultur. Det har været en stor udfordring at acceptere, men har også lært mig, hvordan en kultur er anderledes end min egen, og at jeg ikke kan ændre på den, bare fordi vi ikke gør sådan i Danmark. Kultur har været det jeg har lært en stor del om eller, hvordan en kultur er anderledes end en anden. At man skal acceptere og respektere andres kultur, selvom den strider mod ens egen. Men også hvilke gode forskelle der er, som vi kan lære fra hinanden. Og selvom der er mange ting vi ikke bare lige kan ændre på, så har det været helt fantastisk at være på Sao Mai. Også selvom det har været hårdt. Det er nogle dejlige børn og søde lærerinder, som jeg kan mærke, at jeg vil komme til at savne.   

Hvis jeg skal skrive, hvad jeg har lært om mig selv, kan jeg allerede mærke en masse, men alligevel er det svært at sætte ord på, men prøver nu alligevel.

Hmmmmm...

Jeg synes, jeg har fået lidt mere tålmodighed og lært mere, hvordan jeg skal håndtere det hele, når jeg bliver frustreret. Ikke lade det hele falde sammen, men finde en løsning.
Jeg har lært eller er stadig ved at lære, at der hele tiden, er udvikling i det man gør og oplever. Jeg synes, jeg kan mærke, at jeg er blevet bedre til at tage tingene med ro, og som de kommer. Jeg er blevet meget mere bevidst om, hvor mine grænser går. Lært at rykke mine grænser eller stå ved dem i forskellige situationer. 
Jeg tror, at hvis jeg var blevet hjemme fra Vietnam, ville jeg stadig have rykket mig og lært en masse, men på en anden måde end her. Her har jeg været ude i situationer, som jeg ikke ville kunne derhjemme. Jeg tror, forskellen er, at her reflekterer jeg meget mere over mig selv, end jeg ville have gjort derhjemme. Jeg har jeg været nødt til at finde andre måder at tænke på og løse tingene på. Det tror jeg har været en stor del af min udvikling.

Jeg tror, det har påvirket mig meget bare at være her i Vietnam. Det at være så langt væk fra det man kender og dem man elsker og holder af, er noget af det sværeste, men har stadig været godt at prøve. Jeg har fundet ud af, at jeg kan, og jeg har gjort det kun for min egen skyld.

Om mit menneskesyn har ændret sig det ved jeg ikke, men det har det egentlig nok, nu jeg tænker mig om. Jeg tror, jeg har lært at se kulturen bag et menneske, hvis det giver mening. Set hvor iboende en kultur er og lært at acceptere, at det er sådan, og det bare ikke lige kan ændres.

At skrive alt det her sætter mange tanker i gang og kan godt blive en lille smule forvirrende at tænke på, når det der egentlig fylder mest er, at jeg snart skal sige farvel til Vietnam og hjem til Danmark. Tror at jeg kan se mange flere ting, når jeg engang er kommet hjem og har fundet mig til rette igen. Så tror jeg at tankerne omkring det hele bliver tydeligere og den egentlige selvrefleksion begynder.

Så jeg vil slutte her med at skrive et farvel til Vietnam med en lidt mærkelig og underlig fornemmelse i maven og en klump i halsen.

Farvel til et udfordrende og helt fantastisk liv her. Jeg er sgu stolt af mig selv, at jeg har klaret det!

Vi ses i Danmark. J             

Tilbage til det gamle...

Da jeg kom hjem fra Thailand og fik tjekket min mail, havde jeg modtaget en mail fra Beth (den engelske ergoterapeut) som arbejder på Sao Mai. Hun skrev i sin mail, at når vi starter i klassen igen efter vores ferie, skulle vi bare lige vide, at alle de ændringer, der var lavet og etableret, ændret tilbage til det gamle igen. Dvs. den gamle struktur og de gamle metoder med at børnene skal have ’en til en’ undervisning ved borde og fællesundervisning siddende på stole. Og ja, ganske rigtigt, da vi kom ned i klasse om mandagen var alle børnene placeret på en lille plastikstol ved i bord i små grupper, hvor der var en der modtog ’en til en’ undervisning, og de andre rundt om bordet måtte underholde sig selv med lidt klodser, eller hvad der lige var. Der var endda taget meget af det gamle ødelagte legetøj i brug igen.

Hmm, nu var den nye struktur og den nye måde at børnene skulle lære igennem leg på gulvet lige kommet så godt i gang, og vi var begyndt at se små fremskridt med børnene. Den ro, der var kommet på stuen, var nu udskiftet med en masse gråd og larm.

Det tager selvfølgelig tid at etablere en ny struktur, især når den ikke stemmer overens med den vietnamesiske kultur. Men det gik ikke hurtigt nok åbenbart. Beth skrev i mailen, at lærerinderne havde begrundet det med, at det var nemmere for dem på den gamle måde, og at børnene var nemmere at styre. Lederen Dr. Lan havde sagt til hende, at hun godt vidste, at Beths metoder med børnene var godt for børnene, men at den ikke passede til den vietnamesiske kultur. Ja, så bliver man lidt i tvivl om, hvorfor at der skal ansættes professionelle/specialister, hvis deres arbejde, viden og hjælp ikke bliver modtaget. Beth var nu også meget i tvivl om, hvad hendes funktion egentlig var nu. Hun følte lidt at en stor del af hendes arbejde var spild. Og det kan man egentlig godt forstå.

Vi har snakket om i vores studerende-gruppe, at vi nu her den sidste tid på centret, må tænke mere på børnene end på de nye ændringer, der nu ikke blev brugt alligevel. Vi tænker at tage nogle af børne ud så tit som muligt og lege med dem i motorikrummet eller på legepladsen. Tage dem ud af klassen, så der sker noget andet for dem. I klassen bruger de dog stadig det nye legetøj til lidt leg på gulvet i et kvarters tid. Det var det eneste, de har ladet blive. Ikke meget!! Men her kan man se et eksempel på, hvor forskellig kultur er. Det er rigtig ærgerligt, nu det lige var blevet så godt i klassen.      

Thailand...

Sikke dejligt, skønt og helt fantastisk Thailand er :)

Michelle og jeg kom hjem fra en skøn tur dertil i lørdags og kunne allerede tænke os at tage tilbage igen. Vi fløj til Bangkok torsdag d. 19. maj om morgenen og fandt en bus, der gik videre til Koh Chang, som var vores mål. Vi havde booket to hoteller. 4 dage ved Lonely Beach og så 3 dage ved White Sands. Derefter tog vi tilbage til Bangkok igen og havde et par dage til at shoppe og se byen.

Her er lidt billeder fra turen. Gemmer de gode historier til jeg kommer hjem. Der er jo snart ikke længe til :)

Så er vi klar til at tage afsted.

Vi glæder os meget :)

Vores udsig på det første hotel ved Lonely Beach.
Vi boede i en lille bungalow næsten lige ud til vandet.

Tager lige en slapper efter at have nydt solen hele dagen.

På vores vej ind til byen den første aften, mødte vi lige en "lille" (på størrelse med en hånd) edderkop.
Fik så afvide senere på aftenen, at den skulle være pænt giftig!!  

Vi fandt en super hyggelig bar der hed Om bar. Her fik vi drukket lidt for mange øl og mødt nogle søde mennesker.
Her er det Michelle sammen med, Chi som var dj på baren.

Vi mødte to skønne hollændere.
Caroline og Daniel.

Vi mødte også nogel søde køer :D

Her hygger vi med et spil klodsmajor mod "ananas"-manden.
(Hans hår lignede toppen af en ananas)

Når man nu er i Thailand blir man nødt til at prøve og snorkle.
Vi havde den fedeste oplevelse :)
Her er jeg klar til at hoppe i vandet.

Vandet var så lækkert og klart.

På turen sejlede vi rundt til en masse skønne stande.

For at komme lidt rundt på øen lejede vi os en motorbike.
Det var en noget smartere model end vores hjemme i Hanoi.

Hmmmmmmmm.
Men blev da os lige stoppet af politiet og fik en lille bøde på en 400 bat.
(Vi havde vidst glemt vores hjelme......ups.......)

Udsigten fra poolen ved det andet hotel ved White Sands.
Det var bare luksus. :)

Vi gik en tur langs stranden en aften.

Og så den smukkeste solnedgang.

De andre tøser var også på Koh Chang, men boede et andet sted.
En af aftenerne mødtes vi til hygge og god mad. :)

Rigtig lækker mad.
Her får jeg Shrimp in chicken med risotto og pesto.

Og så kom dagen vi havde glædet os meget til.
Elefant-ridning.
Vi fik en kæmpe stor elefant og han var så sød.
Vores elefant kalder vi ham. :)

Det var lidt grænseoverskridende, vi var vidst temmelig spændte...
Men glade :) hehe..

Kæmpe elefant med kæmpe stødtænder.

Vi fik skulle også bade med den.
Ham der styrede den red på den ud i vandet, og så skulle vi svømme ud til den og kralve op.
Uuuhhh det var spændende.

En super fed oplevelse. :)

Jeg sad på halsen af den hele vejen tilbage.

Endnu engang - fed fed oplevelse. :)

Så var det tid til at komme tilbage til Hanoi.
Vi havde bestilt en bustur hele vejen til hotellet.

Det var et rigtig hyggeligt hotel.
Det var meningen vi ville tage en tur i poolen.....
men vi havde alt for travlt med at shoppe. :D 

Og inden en lang shoppetur, skal man have sig et godt måltid morgenmad.

Vi shoppede til kl. 22 om aftenen og skulle op 3.30 næste mogen for at komme ind til lufthavnen.
Så sgik turen til Hanoi igen.
Her er nyder vi en hurtig morgenmad, inden vi skal ombord på flyet.

Fantastisk dejlig ferie. :)

Kulturen...

I det følgende vil jeg gøre rede for kulturen på Sao Mai ved hjælp af nogle spørgsmål. Dette er et af kravene fra seminariet. 

-          Hvilke grupper benytter institutionen (er den f.eks. domineret af eller ligefrem forbeholdt specielle sociale, religiøse, politiske, etniske grupper – og har det noget betydning)?

På Sao Mai er der både middelklasse familier og fattige familier. Dog er de fleste familier er så fattige, at de skal have støtte fra Sao Mai for, at de kan betale til institutionen. 70 % af familierne er så dårligt stillet økonomisk. Folk kommer fra hele landet for at få deres børn i skole. Mange er fra provinsen og er nødt til at leje et hus her i byen. Der findes 4 børn på centeret, hvis familie ikke betaler noget overhoved, så fattige er de.

-          Hvordan rummes forskellige kulturtræk i institutionens liv (religion, politiske forhold, mindretal mv.)? – hvilke højtider og fester holder man, og hvordan gør man det?

Her på Sao Mai har religion ingen betydning. Der er plads til alle, uanset religiøs eller politisk overbevisning. Men de fleste her på centeret er buddhister. Der bliver fejret tet, som er det vietnamesiske nytår. Under tet har lærerinderne 10 dages ferie. Det er den eneste ferie de har. Udover tet har de andre dage og national dage, hvor der også er lukket på centeret. Nogle gange bliver der ofret mad og drikke og tændt røgelse i de små altre, som er rundt omkring på centeret.

-          Hvordan inddrages forældrene/familierne i institutionens liv? – Hvilken institutionskultur er der på stedet.

På sao mai er der en 'parents association' som en repræsentant fra hver klasse er med i. Hver måned holder de møde indbyrdes og en eller to gange om året holdes møde med Dr. Lan, hvor der bliver informeret om skolen og evt. bliver holdt en training workshop for forældrene.

Det er tit bedsteforældrene der kommer og henter børnene. Familien har en stor betydning hernede, da de fleste bor sammen.

Generelt er der ikke mange forælder arrangementer på centeret og det at tage ud af centeret er ikke noget man bare sådan lige gør. Men cirka en gang om året, bliver de inviteret på picnic af deres sponsere.

-          Er der diskussioner/refleksioner. Er der stærk styring fra ledelse. Er der udefra vedtagne retningslinjer som er bestemmende for arbejdet/pædagogikken?

Der er stærk styring fra ledelsen og alt skal gå igennem denne. Der bliver i bund og grund ikke reflekteret meget over egen praksis, da netop denne meget dominerende ledelse gør, at der ikke er behov for dette. Lærerinderne har et pensum, som de skal nå, at undervise børnene i på en bestemt tidsperiode. Hvis dette ikke nås, må de bøde 200.000 vnd. En lærerinde får mellem 4 og 6 millioner dong i løn.

Sao Mai er en ngo, hvilket vil sige, at det er Dr. Lan der fastlægger retningslinjerne.

Der findes ikke nogle handicap love i Vietnam, dog findes der en børnelov, som beskytter alle børn med eller uden handicap.

Menneskesyn/udviklingssyn...

I det følgende vil jeg gøre rede for, hvilket menneskesyn/udviklingssyn der er på Sao Mai ved hjælp af en række spørgsmål. Dette er et af kravene fra seminariet.

-         Hvilket syn er der på brugerne/børnene – på hvilken måde er det anderledes end i Danmark? – tænkes der i at mennesket udvikler sig ved at få anvist måde at agere på – ved at den rette tilrettelæggelse af læring får iboende egenskaber til at vokse frem – eller at læring skabes og udvikles i relationer?

Brugerne her på Sao Mai skal ses som værende i udvikling, så de på denne måde senere i livet kan komme til at leve et så normalt liv som overhovedet muligt. Men på den anden side gør lederen Dr. Lan meget ud af, at det er børn med specielle behov, vi har med at gøre. Da lærerinderne ikke er uddannede til at have at gøre med autistiske børn, kan de derfor have en tendens til at se børnene som værende 'dårligere', end de i virkeligheden er.

Her bruges ord som 'sygdom' og 'at blive rask'. Det er ikke accepteret at have en fysisk eller psykisk lidelse. På mange måder kan det have en tendens til at minde om Danmark for 50 år siden. Deres syn på børnene her er af den gamle skole. Kæft, trit og retning bliver der holdt meget hårdt på. Fx er det vigtigt at børnene spiser al deres mad, og hvis de ikke vil spise, kan de ende med at blive tvangsfodret.

Her betyder børns mening ingenting. I Danmark respekterer og anerkender vi børns behov, og vi tilsideser endda vores egne behov for børnenes skyld. Men her handler det mere om, at børnene skal have respekt for de voksne og rette sig derefter. Børn skal ses og ikke høres.

Man kan først se autismetræk hos børn når de er 2 – 3 år. Et af autismetrækkene er, at børnene leger alene. Mange af børnene, der bliver undersøgt her på centeret, starter ud fra den forudsætning, at de leger alene. Dette enkelte træk, betyder altså at de er autistiske. Dog skal det siges, at det er helt normalt for en 2-årig at lege alene.

Her praktiseres der ud fra det syn, at børnene udvikler sig og lærer gennem anvisninger fra lærerinderne.

-         Er dysfunktioner udtryk for noget der tillægges skyld og skam? – noget man kan disciplineres ifht – noget der betyder at man har et værdigt behov for kompensation og hjælp?

Det, at være handicappet eller med specielle behov, er ikke et syn man tit ser på gaden i Vietnam. Man ser ikke på det med overtroiske briller mere, men er dog heller ikke nået til vestlige 'standarter' endnu. Det bliver dog mere og mere anerkendt, at man har et specielt behov. Sao Mai ville ikke kunne fungere, hvis dette behov ikke blev anerkendt. Dog gemmes børnene stadig væk, og der er ingen steder de kan tage hen, når de er færdige på centeret.

Pædagogisk projekt...

Sanseintegration.

Målet for børns sansemotoriske udvikling er et veludviklet sanseapparat og et bredt bevægelsesrepertoire. Disse sansemotoriske færdigheder udgør fundamentet for børnenes udvikling senere i livet – ikke kun motorisk men også psykisk, kognitivt og socialt. Udvikling sker ikke af sig selv men kræver øvelse som for børns vedkommende opnås primært igennem leg. Herudover kan de voksne også spille en mere aktiv rolle i børns udvikling ved at opmuntre, give ros, deltage i børnenes leg og igangsætte fælles aktiviteter med bevægelse og sansestimulation. Vi har med udgangspunkt i vores linjefag sundhed, krop og bevægelse valgt netop at lave dette pædagogiske projekt, fordi vi vil igangsætte nogle aktiviteter, som kan være med til at udvikle børnenes sanser. Vi har valgt de tre sanser: den kinæstetiske sans, den taktile sans og den vestibulære sans fordi, vi mener det er de vigtigste sanser i børnenes motoriske udvikling.

Den kinæstetiske sans:

-          Denne sans registrerer musklernes spændingsstilstand og lemmernes position i forhold til hinanden. Denne sans er helt grundlæggende for al motorisk træning, da den giver feedback på om man har udført en bevægelse korrekt. Sansen er vigtig for balancen og den oprejste stilling, hvor den samarbejder med både synet, taktilsansen og vestibulærsansen. Motorisk svage børn har ofte en dårligt udviklet kinæstesisans, hvilket viser sig ved at de er klodsede og mangler fornemmelse for deres bevægelser.

Den taktile sans:

-          Denne sans registrerer berøring, smerte, temperatur, tyngde, form og vibration. Den har betydning for kropsfornemmelse, balance, finmotorik og håndtering af objekter. Taktilsansen udvikles tidligt i fosterstadiet. Sansecellerne sidder i huden og i slimhinderne med størst koncentration omkring ansigt, hænder, fodsåler og kroppens forside. Den taktile sans har betydning for, hvordan barnet mærker sin egen krop, hvilket både er vigtigt for identitetsfølelsen og den motoriske kontrol. Barnet bruger også den taktile sans til at udforske omverdenen, hvilket ses tydeligst hos småbørn som bruger hænderne til at mærke på omgivelserne og putter alting i munden.

Den vestibulære sans:

-          Denne sans registrerer hovedets bevægelser samt dets placering i forhold til lodret. Den har stor betydning for balance, kropsfornemmelse, rum- og retningsfornemmelse. Ligesom taktilsansen udvikles vestibulærsansen tidligt i fosterstadiet. Den består af to små sanseorganer som sidder i hver sin side af hovedet i tilknytning til det indre øre. Sansen er især vigtig for balancen, men den har i det hele taget stor betydning for barnets evne til at orientere sig i rummet under bevægelse. Børn med dårlig vestibulærsans er ofte kluntede og usikre i deres bevægelser, de har sært ved at mærke retning og tempo på deres bevægelser og de bliver hurtigt svimle.

Ifølge teoretikeren Jean Ayres amerikansk ergoterapeut og psykolog er dårlig sansebearbejdning og samordning i hjernen årsag til mange motoriske, indlærings- og adfærdsmæssige problemer. Den menneskelige hjerne er ikke designet til at abstrahere før den har et konkret kendskab til kroppen, verden og dens fysiske kræfter. Dvs. ved hjælp af kontinuerlig stimulering af sanserne kan man optimere børns udvikling. Igennem leg kan man udvikle børns kropsbevidsthed og sansestimulering. Ifølge den russiske psykolog Vygotsky er leg en forudsætning for al intellektuel udvikling, fordi det at skabe fantasisituationer fører til udvikling af abstrakt tænkning.

Plan for aktiviteterne:

1.      aktivitet – den kinæstetiske sans:

-          hop i hulahop – bane leg.

Barnet skal hoppe fra ring til ring. For enden af banen skal barnet give en bamse et kram.

2.      aktivitet – den vestibulære sans:

-          svinge - leg.

Barnet bliver svinget frem og tilbage i et tæppe.

3.      aktivitet - den taktile sans:

-          massage.

Barnet ligger på en madras, lytter til beroligende musik og bliver trykket med faste tryk på kroppen og blive masseret med bold.

Vi har nu lavet vores pædagogiske projekt over to gange. Den første gang tog vi et barn fra hver vores klasse på 2-4 år. Vi tog dem med ned i motorikrummet, hvor vi ville gå i gang med at lave de forskellige aktiviteter. Det gik overhoved ikke, som vi havde forventet det, dog fik børnene stadig det ud af det, som vi havde planlagt. Pga. den manglende kommunikation og at børnene ikke var vant til at være i lokalet, havde vi nogle udfordringer med at få børnene til at deltage i de forskellige aktiviteter. Vi valgte da, at lade dem lege frit i stedet for og følge deres spor. Vi legede med dem, som de ville. På denne måde fik børnene stadig brugt deres sanser, som vi ville have dem til med vores planlagte aktiviteter.

To dage efter udførte vi aktiviteterne igen dog med ændringer og to andre børn på 2-4 år. Denne gang gik det mere efter vores forventninger. Dette kan skyldes at vores forventninger var blevet sat væsentligt ned, og vi havde en tolk med, så vi kunne kommunikere med børnene. Den største udfordring var igen at det var nye børn, som igen skulle undersøge hele lokalet. De skulle gøres trygge ved situationen. Det, at de blev taget ud af de vante omgivelser med to mennesker, som ikke kan deres sprog, er i sig selv en stor udfordring for det enkelte barn. Tolken kunne hjælpe os med at fortælle børnene, hvad de skulle lave dog var børnene alligevel ikke modtagelige overfor alle aktiviteterne. Vi havde udskiftet den første aktivitet med hop i hulahop ringe ud med hop i trampolin. De kom begge op på trampolinen og hoppe et kort stykke tid. Vi forklarede tolken, hvad vores projekt omhandlede og, hvilke sanser børnene skulle bruge. Hun gav os en ide med at lave en rampe børnene kunne rutsje ned af. Denne aktivitet fungerede godt med begge børn. Vi kunne se en udvikling fra starten af, hvor de var lidt tilbageholdne. Men hen ad vejen åbnede de sig mere op og udforskede det hele med fuld knald på. Det ene barn som i starten var meget tilbageholden omkring en aktivitet, tog sene selv initiativ til selv samme aktivitet. Vi spejlede børnene hele tiden og fulgte deres spor. Dette er grundlaget for vores kommunikation med børnene, når vi har denne sprogbarriere. På denne måde anerkender vi børnene. Også denne gang fik børnene brugt alle deres sanser i en højere grad end sidste gang. Dette kan skyldes børnenes forskelighed og vores håndtering af situationen fordi, vi havde prøvet det gangen før.

Vi vil muligvis under vores ophold på Sao Mai fortsætte projektet et par gange om ugen.