- Hvilket syn er der på brugerne/børnene – på hvilken måde er det anderledes end i Danmark? – tænkes der i at mennesket udvikler sig ved at få anvist måde at agere på – ved at den rette tilrettelæggelse af læring får iboende egenskaber til at vokse frem – eller at læring skabes og udvikles i relationer?
Brugerne her på Sao Mai skal ses som værende i udvikling, så de på denne måde senere i livet kan komme til at leve et så normalt liv som overhovedet muligt. Men på den anden side gør lederen Dr. Lan meget ud af, at det er børn med specielle behov, vi har med at gøre. Da lærerinderne ikke er uddannede til at have at gøre med autistiske børn, kan de derfor have en tendens til at se børnene som værende 'dårligere', end de i virkeligheden er.
Her bruges ord som 'sygdom' og 'at blive rask'. Det er ikke accepteret at have en fysisk eller psykisk lidelse. På mange måder kan det have en tendens til at minde om Danmark for 50 år siden. Deres syn på børnene her er af den gamle skole. Kæft, trit og retning bliver der holdt meget hårdt på. Fx er det vigtigt at børnene spiser al deres mad, og hvis de ikke vil spise, kan de ende med at blive tvangsfodret.
Her betyder børns mening ingenting. I Danmark respekterer og anerkender vi børns behov, og vi tilsideser endda vores egne behov for børnenes skyld. Men her handler det mere om, at børnene skal have respekt for de voksne og rette sig derefter. Børn skal ses og ikke høres.
Man kan først se autismetræk hos børn når de er 2 – 3 år. Et af autismetrækkene er, at børnene leger alene. Mange af børnene, der bliver undersøgt her på centeret, starter ud fra den forudsætning, at de leger alene. Dette enkelte træk, betyder altså at de er autistiske. Dog skal det siges, at det er helt normalt for en 2-årig at lege alene.
Her praktiseres der ud fra det syn, at børnene udvikler sig og lærer gennem anvisninger fra lærerinderne.
- Er dysfunktioner udtryk for noget der tillægges skyld og skam? – noget man kan disciplineres ifht – noget der betyder at man har et værdigt behov for kompensation og hjælp?
Det, at være handicappet eller med specielle behov, er ikke et syn man tit ser på gaden i Vietnam. Man ser ikke på det med overtroiske briller mere, men er dog heller ikke nået til vestlige 'standarter' endnu. Det bliver dog mere og mere anerkendt, at man har et specielt behov. Sao Mai ville ikke kunne fungere, hvis dette behov ikke blev anerkendt. Dog gemmes børnene stadig væk, og der er ingen steder de kan tage hen, når de er færdige på centeret.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar