Kulturen...

I det følgende vil jeg gøre rede for kulturen på Sao Mai ved hjælp af nogle spørgsmål. Dette er et af kravene fra seminariet. 

-          Hvilke grupper benytter institutionen (er den f.eks. domineret af eller ligefrem forbeholdt specielle sociale, religiøse, politiske, etniske grupper – og har det noget betydning)?

På Sao Mai er der både middelklasse familier og fattige familier. Dog er de fleste familier er så fattige, at de skal have støtte fra Sao Mai for, at de kan betale til institutionen. 70 % af familierne er så dårligt stillet økonomisk. Folk kommer fra hele landet for at få deres børn i skole. Mange er fra provinsen og er nødt til at leje et hus her i byen. Der findes 4 børn på centeret, hvis familie ikke betaler noget overhoved, så fattige er de.

-          Hvordan rummes forskellige kulturtræk i institutionens liv (religion, politiske forhold, mindretal mv.)? – hvilke højtider og fester holder man, og hvordan gør man det?

Her på Sao Mai har religion ingen betydning. Der er plads til alle, uanset religiøs eller politisk overbevisning. Men de fleste her på centeret er buddhister. Der bliver fejret tet, som er det vietnamesiske nytår. Under tet har lærerinderne 10 dages ferie. Det er den eneste ferie de har. Udover tet har de andre dage og national dage, hvor der også er lukket på centeret. Nogle gange bliver der ofret mad og drikke og tændt røgelse i de små altre, som er rundt omkring på centeret.

-          Hvordan inddrages forældrene/familierne i institutionens liv? – Hvilken institutionskultur er der på stedet.

På sao mai er der en 'parents association' som en repræsentant fra hver klasse er med i. Hver måned holder de møde indbyrdes og en eller to gange om året holdes møde med Dr. Lan, hvor der bliver informeret om skolen og evt. bliver holdt en training workshop for forældrene.

Det er tit bedsteforældrene der kommer og henter børnene. Familien har en stor betydning hernede, da de fleste bor sammen.

Generelt er der ikke mange forælder arrangementer på centeret og det at tage ud af centeret er ikke noget man bare sådan lige gør. Men cirka en gang om året, bliver de inviteret på picnic af deres sponsere.

-          Er der diskussioner/refleksioner. Er der stærk styring fra ledelse. Er der udefra vedtagne retningslinjer som er bestemmende for arbejdet/pædagogikken?

Der er stærk styring fra ledelsen og alt skal gå igennem denne. Der bliver i bund og grund ikke reflekteret meget over egen praksis, da netop denne meget dominerende ledelse gør, at der ikke er behov for dette. Lærerinderne har et pensum, som de skal nå, at undervise børnene i på en bestemt tidsperiode. Hvis dette ikke nås, må de bøde 200.000 vnd. En lærerinde får mellem 4 og 6 millioner dong i løn.

Sao Mai er en ngo, hvilket vil sige, at det er Dr. Lan der fastlægger retningslinjerne.

Der findes ikke nogle handicap love i Vietnam, dog findes der en børnelov, som beskytter alle børn med eller uden handicap.

Menneskesyn/udviklingssyn...

I det følgende vil jeg gøre rede for, hvilket menneskesyn/udviklingssyn der er på Sao Mai ved hjælp af en række spørgsmål. Dette er et af kravene fra seminariet.

-         Hvilket syn er der på brugerne/børnene – på hvilken måde er det anderledes end i Danmark? – tænkes der i at mennesket udvikler sig ved at få anvist måde at agere på – ved at den rette tilrettelæggelse af læring får iboende egenskaber til at vokse frem – eller at læring skabes og udvikles i relationer?

Brugerne her på Sao Mai skal ses som værende i udvikling, så de på denne måde senere i livet kan komme til at leve et så normalt liv som overhovedet muligt. Men på den anden side gør lederen Dr. Lan meget ud af, at det er børn med specielle behov, vi har med at gøre. Da lærerinderne ikke er uddannede til at have at gøre med autistiske børn, kan de derfor have en tendens til at se børnene som værende 'dårligere', end de i virkeligheden er.

Her bruges ord som 'sygdom' og 'at blive rask'. Det er ikke accepteret at have en fysisk eller psykisk lidelse. På mange måder kan det have en tendens til at minde om Danmark for 50 år siden. Deres syn på børnene her er af den gamle skole. Kæft, trit og retning bliver der holdt meget hårdt på. Fx er det vigtigt at børnene spiser al deres mad, og hvis de ikke vil spise, kan de ende med at blive tvangsfodret.

Her betyder børns mening ingenting. I Danmark respekterer og anerkender vi børns behov, og vi tilsideser endda vores egne behov for børnenes skyld. Men her handler det mere om, at børnene skal have respekt for de voksne og rette sig derefter. Børn skal ses og ikke høres.

Man kan først se autismetræk hos børn når de er 2 – 3 år. Et af autismetrækkene er, at børnene leger alene. Mange af børnene, der bliver undersøgt her på centeret, starter ud fra den forudsætning, at de leger alene. Dette enkelte træk, betyder altså at de er autistiske. Dog skal det siges, at det er helt normalt for en 2-årig at lege alene.

Her praktiseres der ud fra det syn, at børnene udvikler sig og lærer gennem anvisninger fra lærerinderne.

-         Er dysfunktioner udtryk for noget der tillægges skyld og skam? – noget man kan disciplineres ifht – noget der betyder at man har et værdigt behov for kompensation og hjælp?

Det, at være handicappet eller med specielle behov, er ikke et syn man tit ser på gaden i Vietnam. Man ser ikke på det med overtroiske briller mere, men er dog heller ikke nået til vestlige 'standarter' endnu. Det bliver dog mere og mere anerkendt, at man har et specielt behov. Sao Mai ville ikke kunne fungere, hvis dette behov ikke blev anerkendt. Dog gemmes børnene stadig væk, og der er ingen steder de kan tage hen, når de er færdige på centeret.

Pædagogisk projekt...

Sanseintegration.

Målet for børns sansemotoriske udvikling er et veludviklet sanseapparat og et bredt bevægelsesrepertoire. Disse sansemotoriske færdigheder udgør fundamentet for børnenes udvikling senere i livet – ikke kun motorisk men også psykisk, kognitivt og socialt. Udvikling sker ikke af sig selv men kræver øvelse som for børns vedkommende opnås primært igennem leg. Herudover kan de voksne også spille en mere aktiv rolle i børns udvikling ved at opmuntre, give ros, deltage i børnenes leg og igangsætte fælles aktiviteter med bevægelse og sansestimulation. Vi har med udgangspunkt i vores linjefag sundhed, krop og bevægelse valgt netop at lave dette pædagogiske projekt, fordi vi vil igangsætte nogle aktiviteter, som kan være med til at udvikle børnenes sanser. Vi har valgt de tre sanser: den kinæstetiske sans, den taktile sans og den vestibulære sans fordi, vi mener det er de vigtigste sanser i børnenes motoriske udvikling.

Den kinæstetiske sans:

-          Denne sans registrerer musklernes spændingsstilstand og lemmernes position i forhold til hinanden. Denne sans er helt grundlæggende for al motorisk træning, da den giver feedback på om man har udført en bevægelse korrekt. Sansen er vigtig for balancen og den oprejste stilling, hvor den samarbejder med både synet, taktilsansen og vestibulærsansen. Motorisk svage børn har ofte en dårligt udviklet kinæstesisans, hvilket viser sig ved at de er klodsede og mangler fornemmelse for deres bevægelser.

Den taktile sans:

-          Denne sans registrerer berøring, smerte, temperatur, tyngde, form og vibration. Den har betydning for kropsfornemmelse, balance, finmotorik og håndtering af objekter. Taktilsansen udvikles tidligt i fosterstadiet. Sansecellerne sidder i huden og i slimhinderne med størst koncentration omkring ansigt, hænder, fodsåler og kroppens forside. Den taktile sans har betydning for, hvordan barnet mærker sin egen krop, hvilket både er vigtigt for identitetsfølelsen og den motoriske kontrol. Barnet bruger også den taktile sans til at udforske omverdenen, hvilket ses tydeligst hos småbørn som bruger hænderne til at mærke på omgivelserne og putter alting i munden.

Den vestibulære sans:

-          Denne sans registrerer hovedets bevægelser samt dets placering i forhold til lodret. Den har stor betydning for balance, kropsfornemmelse, rum- og retningsfornemmelse. Ligesom taktilsansen udvikles vestibulærsansen tidligt i fosterstadiet. Den består af to små sanseorganer som sidder i hver sin side af hovedet i tilknytning til det indre øre. Sansen er især vigtig for balancen, men den har i det hele taget stor betydning for barnets evne til at orientere sig i rummet under bevægelse. Børn med dårlig vestibulærsans er ofte kluntede og usikre i deres bevægelser, de har sært ved at mærke retning og tempo på deres bevægelser og de bliver hurtigt svimle.

Ifølge teoretikeren Jean Ayres amerikansk ergoterapeut og psykolog er dårlig sansebearbejdning og samordning i hjernen årsag til mange motoriske, indlærings- og adfærdsmæssige problemer. Den menneskelige hjerne er ikke designet til at abstrahere før den har et konkret kendskab til kroppen, verden og dens fysiske kræfter. Dvs. ved hjælp af kontinuerlig stimulering af sanserne kan man optimere børns udvikling. Igennem leg kan man udvikle børns kropsbevidsthed og sansestimulering. Ifølge den russiske psykolog Vygotsky er leg en forudsætning for al intellektuel udvikling, fordi det at skabe fantasisituationer fører til udvikling af abstrakt tænkning.

Plan for aktiviteterne:

1.      aktivitet – den kinæstetiske sans:

-          hop i hulahop – bane leg.

Barnet skal hoppe fra ring til ring. For enden af banen skal barnet give en bamse et kram.

2.      aktivitet – den vestibulære sans:

-          svinge - leg.

Barnet bliver svinget frem og tilbage i et tæppe.

3.      aktivitet - den taktile sans:

-          massage.

Barnet ligger på en madras, lytter til beroligende musik og bliver trykket med faste tryk på kroppen og blive masseret med bold.

Vi har nu lavet vores pædagogiske projekt over to gange. Den første gang tog vi et barn fra hver vores klasse på 2-4 år. Vi tog dem med ned i motorikrummet, hvor vi ville gå i gang med at lave de forskellige aktiviteter. Det gik overhoved ikke, som vi havde forventet det, dog fik børnene stadig det ud af det, som vi havde planlagt. Pga. den manglende kommunikation og at børnene ikke var vant til at være i lokalet, havde vi nogle udfordringer med at få børnene til at deltage i de forskellige aktiviteter. Vi valgte da, at lade dem lege frit i stedet for og følge deres spor. Vi legede med dem, som de ville. På denne måde fik børnene stadig brugt deres sanser, som vi ville have dem til med vores planlagte aktiviteter.

To dage efter udførte vi aktiviteterne igen dog med ændringer og to andre børn på 2-4 år. Denne gang gik det mere efter vores forventninger. Dette kan skyldes at vores forventninger var blevet sat væsentligt ned, og vi havde en tolk med, så vi kunne kommunikere med børnene. Den største udfordring var igen at det var nye børn, som igen skulle undersøge hele lokalet. De skulle gøres trygge ved situationen. Det, at de blev taget ud af de vante omgivelser med to mennesker, som ikke kan deres sprog, er i sig selv en stor udfordring for det enkelte barn. Tolken kunne hjælpe os med at fortælle børnene, hvad de skulle lave dog var børnene alligevel ikke modtagelige overfor alle aktiviteterne. Vi havde udskiftet den første aktivitet med hop i hulahop ringe ud med hop i trampolin. De kom begge op på trampolinen og hoppe et kort stykke tid. Vi forklarede tolken, hvad vores projekt omhandlede og, hvilke sanser børnene skulle bruge. Hun gav os en ide med at lave en rampe børnene kunne rutsje ned af. Denne aktivitet fungerede godt med begge børn. Vi kunne se en udvikling fra starten af, hvor de var lidt tilbageholdne. Men hen ad vejen åbnede de sig mere op og udforskede det hele med fuld knald på. Det ene barn som i starten var meget tilbageholden omkring en aktivitet, tog sene selv initiativ til selv samme aktivitet. Vi spejlede børnene hele tiden og fulgte deres spor. Dette er grundlaget for vores kommunikation med børnene, når vi har denne sprogbarriere. På denne måde anerkender vi børnene. Også denne gang fik børnene brugt alle deres sanser i en højere grad end sidste gang. Dette kan skyldes børnenes forskelighed og vores håndtering af situationen fordi, vi havde prøvet det gangen før.

Vi vil muligvis under vores ophold på Sao Mai fortsætte projektet et par gange om ugen.                       

Min hverdag...

Jeg vil i det følgende indlæg skrive lidt om min hverdag her i Vietnam. Dette er et af kravene fra seminariet.

Jeg møder på Sao Mai kl. 8.30 hver morgen fra mandag til torsdag. Nogle gange arbejder vi fredag med for at få sparet flere timer sammen, eller hvis vi har ekstra arbejde og opgaver.
Hver morgen inden arbejde sørger Michelle og jeg at få os en god omgang morgenmad, så vi kan holde indtil frokosten. Vi får energi til en krævende og spændende dag.
Derefter drøner vi af sted på vores motorbike ved ca. en 8-tiden. Der tager ca. 25 min at køre til Sao Mai, men det kommer lidt an på trafikken. Nogle morgener er værre end andre. Det er meget forskelligt fra dag til dag.

Når vi ankommer til Sao Mai, smutter vi ud i caféen og bestiller frokost. Café-damen er alt klar til at tage imod bestilling med et smil og giver altid en sjov kommentar på hendes meget gebrokne engelsk. Hun spørger gerne flere gange om dagen ind til dem, der kommer for sent til frokost: ”You friend lunch come here be late?” Og så har hun lidt svært ved at tro på os, når vi lover at gemme mad til de forsinkede. Efter 3 måneder tror hun stadig ikke på os. hehe. Hende morer vi os lidt over.J Vi betaler 20.000 dong for et måltid, det er ca. 5-6 kr. så det er pænt billigt må man sige. Derefter går vi op i de frivilliges rum og skifter tøj til vores meget flotte lyserøde uniformer.

Og så er det tid til at gå ned i klasserne og komme i gang. Sabina og jeg er i den samme klasse. Det er den klasse, hvor de nye børn starter, når de kommer til Sao Mai. Det er en stor klasse med ca. 18-20 børn og 5 lærerinder. Her på det sidste er der sket en masse ændringer i klassen, så der er kommet mange nye børn, men der er også blevet flyttet en del børn. Så jeg ved ikke, hvad det rigtige antal børn er. Før der skete en masse ændringer i klassen, var det meget delt op i ’en til en’ undervisning. Nu har klassen fået mere præg af den vuggestue, vi kender hjemmefra.
Dagen starter med at børnene skal sidde i en rundkreds og sige godmorgen og får af vide, hvad dag det er osv. Så bliver der taget en masse tamburiner og andre rasle-musikinstrumenter frem og musikken bliver tændt på anlægget. Nu skal børnene så spille og lege musik og lærerinderne synger også tit med.
Derefter bliver der lavet tre legeområder med forskelligt legetøj. Der skal være tre aktiviteter i gang på gulvet til børnene, så de selv kan vælge, hvilke de vil gå i gang med. Der er en masse forskelligt legetøj. Biler, dukker, bamser, et lille lege-telt, plastik-mad og klodser. Nogle gange bliver der også en tegnekrog. Det er nyt legetøj, som de har fået på stuen til ændringen i klassen. Det er Beth (engelsk ergoterapeut) som har sat det i gang sammen med sin mor.
Her er lidt billeder fra stuen.

Efter de har leget på gulvet, skal der være en fællesaktivitet, som skal styrke deres motorik. Enten leg med faldskærm, sæbebobler, balloner eller kuglebad og bolde.
Det er derefter spisetid, hvor børnene sidder i små grupper og bliver madet. Jeg får et barn, jeg skal hjælp.
Efter maden er det sengetid. De ligger på sivmåtter med en lille hovedpude nu, hvor det er blevet varmt i vejret. Ellers lå de på tæpper og sov med tæpper over sig. 
Så er det så pausetid for mig. Jeg har pause fra 11-14. I dette tidsrum sover børnene og lærerinderne spiser og sover også.
I vores pause spiser vi frokost nede i caféen. Derefter har vi så ca. et par timer inden vi skal i klasserne igen. Her er vi enten i de frivilliges rum hvor vi laver skoleting, tager en lur eller bare slapper af og er på nettet. Ellers tager vi ud i Big C (Vietnams svar på Bilka) og handler eller drikker kaffe på en café der.
Kl. 14 skal vi ned i klasserne igen. Når børnene er stået op fra deres lur, får de en masse bøger ud på gulvet, som de kan sidde og kigge i.
Derefter er der igen leg på gulvet med forskelligt legetøj.
Når klokken er. 15.10 skal de have eftermiddagsmad, og derefter er der farvelsang og lidt tv eller musik mens de venter på at blive hentet. Børnene kan hentes fra kl. 16 af. Så står de fleste forældre og tripper ude på gangen.

Min dag på Sao Mai slutter også kl. 16. Nogle gange tager vi ind til byen og drikker kaffe eller handler på vejen hjem. Det er rart at komme lidt ud, hvis det har været en hård dag. Ellers kører vi bare hjem til huset. Nogle dage løber jeg en tur ved Westlake og får lidt frisk luft og motion. Jeg nyder mine løbeture meget. Jeg bruger dem til at koble lidt fra ovenpå en lang dag.
Aftensmaden laver Michelle og jeg sammen. Den står for det meste på grønt og pølser, hvis vi ikke spiser ude. Lækkert og nemt.J
Ellers står resten af aftenen bare på at slappe af, hygge ved computeren, vaske tøj, se film, lave skoleting og få ladet op til en ny dag. Ja, alle de ting som man plejer at gøre derhjemme i Danmark. Bortset fra at gøre rent. Vi har en rengøringsdame, der kommer hver tirsdag og ordner huset. Endnu en luksus hernede.J
I weekenderne planlægger vi tit, hvad vi skal lave. Vi får gode ideer fra hinanden. Vi går i biffen, shopper, tager på café og går i byen om aftenen. Vi sidder nogle gange hygger på altanen, før vi går i byen og drikker en masse Bia Hanoi.J
Ellers udforsker vi Hanoi så meget, som vi kan komme til det. Michelle og jeg finder tit nye spændende gader med masser af forskellige ting. Jeg har f.eks. købt både puder, kurve og en vandkande. Problemet er bare, hvordan man får det hele med hjem igen.
Vi rejser også rundt i landet og får set Vietnam fra en anden side af. Vi tager både på weekendture og længere ture. Indtil videre har jeg været i Hoi An, Halong Bay, Nha Trang og Dalat. Det er rigtig fedt at have muligheden for at rejse rundt og se landet og hele kulturen.
Men ellers har vi en god og almindelig hverdag, hvor vi laver meget af det som derhjemme, bare på en anderledes måde. Vi laver en masse ting sammen, men sørger også for at få lidt tid for os selv, hvis vi har brug for det.
Dette var lidt om min hverdag og mit liv hernede.