onsdag den 26. januar 2011

De første par dage...

Så har vi fået hus og er kommet lidt mere på plads. Vi har lige lavet aftensmad i køkkenet for første gang og nu sidder vi alle i stuen og hygger J
Men hold da op, sikke vi har knoklet for at komme hertil. Ved næsten ikke, hvor jeg skal begynde. Jo først vil jeg skrive, at jeg er rigtig stolt af os alle sammen. Vi har samarbejdet og hjulpet hinanden i det pres, der engang imellem er opstået. Jeg er rigtig glad for, at jeg ikke er alene hernede, så ved jeg slet ikke, hvad jeg skulle have gjort hehe. Jeg bor sammen med Morten, Casper, Michelle og Kathrine. Deres blogs er der links til på min blog-liste ude i siden.  
Vi startede med at bo på hotel, indtil vi fandt et hus og bo i. Michelle havde så en kontakt til en vietnamesisk ejendomsmægler, som havde nogle huse, vi kunne kigge på. Først bedte vi receptionisten, om hun kunne ringe for os og få arrangeret et tidspunkt, vi kunne mødes med hende, men receptionisten sagde at det ikke var leje vores ejendomsmægler havde men salg. Hmm, det vidste vi ikke helt, om vi kunne stole på, så Morten ringede til hende og ganske rigtigt, det var leje, så receptionisten havde vidst prøvet at snyde os. Det kan vi jo kun lære af hehe.
Vi fik så mødtes med ejendomsmægleren, som hedder Thi, og set huset. Udlejeren og hans søn var der også. Thi kunne godt engelsk (hun har engelsk mand), sønnen kunne nogenlunde (han kunne i hvert fald godt gøre sig forståelig), og udlejeren kunne sige få ord. Vi fik aftalt pris og hvad de skulle skaffe til huset, så vi kunne flytte ind dagen efter. Det var jo bare helt fantastisk at få styr på. Så kunne vi bruge resten af dagen på at få slappet af. Det havde vi meget brug for. Man bliver godt nok træt af så mange nye indtryk + vi også stadig havde jetlag fra turen derned. Aftenen gik så med tv-kanalen Starworld som viste en masse gode serier og reality-tv og ellers stod den på hygge J
Dagen efter var flyttedag. Vi havde aftalt at stå tidligt op, så vi kunne komme ud og hæve penge til husleje. Vi skulle nemlig betale for alle 6 måneder på en gang + 1 måneds depositum. Vi havde fået af vide hjemmefra, at det ikke ville blive noget problem, at hæve dollars i en vietnamesisk bank, men der blev vi klogere. De første par banker sendte os videre, fordi man ikke kunne hæve på visa hos dem. Da vi så endelig kom til en bank der kunne hæve penge på kortet, fandt vi ud af, at vi ikke kunne hæve dollars kun dong. Os tilbage på hotellet og finde ud af, hvor mange dong vi så skulle hæve. Da vi så kom tilbage, fandt vi ud af, at vi også skulle have pas med, så måtte vi lige et smut tilbage til hotellet igen. Så burde vi have det hele på plads men nej. Banken kunne ikke hæve på visa kort, men da jeg hev mit mastercard frem, så kunne de godt. De prøvede ellers et par gange med visa, men det kunne ikke. Jeg var så den eneste, der kunne hæve et beløb på 16.500.000 dong. Meget urealistisk beløb når man ikke har sat sig ind i pengene ordentligt endnu. De andre måtte ud i hæveautomaten og tømme den for dong men kunne ikke få alle pengene på en gang, så vi regnede med at det ikke blev et problem at give dem resten senere. Og det blev det ikke. Sikke frustreret og forvirret man bliver når det handler om penge. Jeg plejer altid at have styr på det med penge, så kunne godt mærke, at jeg lige fik pres et par gange. Men vi var rigtig gode til at tale højt om det hele så det hjalp rigtig godt. Morten var os så sød at give mig en smøg, så nerverne kunne komme lidt i ro. Det hjalp. Nå, men så fik vi styr på det og resten af dagen stod på at få styr på hus, lejekontrakt og penge. Det gik, men tog sin tid, så fik vi handlet lidt, spiste tidlig aftensmad og så ellers bare slappet af.
I dag fik vi så handlet en masse gode ting til huset og købt en masse godt til værelset. Jeg fik pakket ud og gjort det lidt mere hyggeligt. Sov sammen med Michelle i nat. Det var alligevel ikke så hyggeligt at sove alene endnu J Det er også meget koldt i huset, så det er godt med tøj på, når man er indenfor. Vi overvejer at sove i stuen i nat alle sammen. Det er det eneste rum, der er varme i. Det bliver såå hyggeligt, hvis vi altså kan få slæbt nogle madrasser herned.
Nå, det blev et lidt længere blogindlæg, end jeg havde regnet med, men det nu meget rart at komme ud med alle tankerne. Håber det er til at overskue.
 Jeg lægger nogle billeder ud, så der er lidt spændende at kigge på. Jeg har fået taget en masse J
Nat nat herfra
                              

Ingen kommentarer:

Send en kommentar